Farvel til Compostela

Så har vi efter 3 måneder her, forladt Compostela og skal rejse videre rund med rygsæk i 3 uger. Det var sørgmodigt at sige farvel på Ulrik arbejde, ungerne havde lavet farvel-underholdning til os. Victor elsker at være på Ulriks arbejde, dels pga. alle hundehvalpene mens mest pga alle ungerne som har snoer rundt om sin lillefinger. De leger med ham og varter ham op som om han en lille konge. Det er tydeligt nu at han er klar til at lege med andre børn og udnytter hver chance han får, når vi møder nogen. Han er ikke længere den forsigtig lille dreng som da vi kom hertil, han fiser rundt efter alle børnene og har ingen frygt i livet....

Det var dog også dejligt at komme videre fra vores lille hjem i Compostela hvor tiden til sidst gik meget langsomt. Den sidste uge havde vi Anne og Carina boende og det var hyggeligt med lidt selskab i Compostela. For logien havde pigerne lovet at passe Victor en dag og aften så det fik vi også benyttet os af. Ulrik og jeg tog ind til Cebu city om eftermiddagen og var ude at kigge butikker og drikke kaffe, og om aftenen skulle vi så ud at spise i toppen af den højeste bygning her på Fili, men det var ikke det eneste vi skulle deroppe....

Oppe i toppen, nærmere 40 etager oppe har de en karusel der drønner rundt, mens den tipper dig ud over kanten. De har også Skywalk som er en rampe der går rundt om hele højhuset, par meter fra muren og uden gelænder eller noget at holde fast i!!!!! Og for at det ikke skal være løgn så er stykker af denne rampe lavet af gas, så man kan se 40 etager ned når man går på den....
Ulrik var overbevist om af vi skulle prøve denne skywalk, men da jeg har højdeskræk tvivlede jeg på at ti vilde heste ville få mig derud og blafre i vinden.....Så jeg sagde forsigtig , jaja lad os se på det....

Hvordan det så pludseligt skete at jeg var iført en keddeldragt og seler aner jeg ikke, men jeg var på vej ud til mit største marridt. Vi blev lukket ind på denne rampe mens jeg med tårer i øjnene seriøst stod fast på at jeg ikke kunne gør det. Men vores guide var en god overtaler og fik mig ud mod at jeg holdt fast i ham til at starte med. Jeg har aldrig før været så bange i mit liv, og velvidende at dette var selvforskyldt, syntes jeg bare at dette var en rigtig dum ide. Pludselig syntes fotoraffen at Ulle og jeg skulle poserer, der vrissede jeg bestemt mellem tænderne at det skulle jeg satme ikke og stod bare der som en stiv pind og koncentrerede mig om at ikke at panikke. Ulrik blev dog fotografferet med det ene ben ud over kanten og siddende på kanten, hvilket jeg ikke så noget af da jeg ikke turde at kigge på det..

Jeg klarede dog turen rundt, men uden at kigge ned en eneste gang og kun ved at kigge frem og prøve på at nyde udsigten. Nu når jeg tænker på det kan je stadig blive helt dårlig, det er bare et bevis på at nogle gange skal man ikke prøve at overvinde sin frygt...hihi

Farvel Compostela og Hallo til nye og fede oplevelser.